Skadesleksikon

Til at beskrive hvert enkelt kalkmaleris tilstand er vurderet graden af tilstedeværelse af følgende skadestyper: Smudsskader, fugtskader, mikrobielle angreb, saltskader, pudsskader, revner, skader i farve- og kalklag samt misfarvninger. Skadestyperne kan undertiden være vanskelige at afgrænse, idet de kan være indbyrdes afhængige. For eksempel kan fugtskader forårsage saltskader som igen kan medføre skader i farve- og kalklag, tilsmudsning kan udvikle mikrobielle angreb, revner kan tiltrække smuds etc.

Smuds

Tilsmudsning opstår, når støv, sodpartikler eller anden partikelforurening afsætter sig på kalkmaleriernes overflade. Tilsmudsningen kan forstærkes, når partikler transporteres med varm luft til kolde overflader. Det medfører ofte kondensdannelser, der binder smudset. Derfor er kirkernes varmeanlæg en medvirkende årsag til tilsmudsning, ligesom anvendelse af levende lys bidrager til afsætning af sod på overfladerne.
Især sodpartikler kan være vanskelige at fjerne, og det kræver, at kemiske metoder tages i anvendelse, mens anden tilsmudsning ofte kan afhjælpes med tørnrensningsmetoder.
Til trods for nænsomme behandlingsmetoder er rensning belastende for kalkmaleriernes skrøbelige overflader.

• Tilsmudsning: Aflejring af støv
• Tilsværtning: Forårsaget af varmeanlæg.
• Tilsodning: Foranlediget af stearinlys eller andet.

Mikrobielle angreb

Mikrobielle angreb opstår, når livsbetingelserne for mikroorganismer er tilstede.
For at organismer kan leve på kalkmaleri eller kalkede flader, skal de klimatiske forudsætninger være til stede, og der skal være adgang til føde.
Mikrobernes metabolisme (omsætning) kan danne kemiske stoffer, som nedbryder kalkmaleri, ligesom mikrobielle angreb kan forårsage farveændringer.
Organisk vækst fjernes mekanisk og kan efterbehandles med fungicider.
Forebyggelse sker ved fjernelse af årsager til fugt og/eller regulering af indeklima.

• Rød belægning: Lyserødt jævnt dækkende lag - som regel bakterier.
• Grå belægning: Gråligt jævnt dækkende lag - som regel mug/skimmel.
• Grønalger: Forekommer sjældent i bemalede områder.
• Punktvise angreb: Kan være pletter eller skjolder i "kolonier", hvis farve kan variere afhængigt af angrebets art: rød (f.eks. som meget fine røde prikker), brun ( f.eks. som runde og op til 5 mm. i diameter), sort ( f.eks. som asymmetrisk vækst).

Saltskader

Den største trussel for kalkmaleriers bevaring er salte. Hyppigst optræder de i form af klorider, nitrater og sulfater. Saltene kan enten være indeholdt i materialerne eller tilført fra havet (luftbårne). Endvidere kan salte stamme fra fugleekskrementer eller luftforurening.
Al murværk fra middelalderen indeholder én eller flere af disse salte i større eller mindre mængder og i forskellige kombinationer.
Under optimale klimatiske betingelser udgør saltene ingen fare. Deres nedbrydende effekt opstår, når de bevæger sig fra opløselig til krystallinsk form. Dette kan ske, hvis utætheder i hvælv eller fugtskader i murværk i øvrigt igangsætter en transport af opløselige salte til murens overflade. Her sker der en krystallisation i eller under puds-, kalk- eller farvelag, som medfører, at lagene nedbrydes eller afskydes.
For at forhindre denne reaktion er det væsentligt, at tag- og murværk holdes i en god vedligeholdelsesstand, og at kirkens rumklima styres med det formål at tilgodese brugernes komfort som bevaringen af kirkens kunst- og kulturhistoriske udsmykning og inventar.

• Punktvise saltskader: Opskalninger i puds- kalk- og farvelag.
• "Saltskæg" : Vatagtige, bløde krystaldannelser. Overfladefænomen, hvor underlaget som regel er ubeskadiget.
• Saltslør: Tyndt gråligt, delvis gennemsigtigt slør af salte (ofte gips), vanskeligt at fjerne til forskel fra "saltskægget".
• Sintring: Overfladen "forstenet" (pga. silikatdannelse), optræder ofte i kappeflige, hvor der undertiden samtidigt er sket en gulbrun misfarvning af overfladen (udtrukne urenheder).
• Kruster: Hårde saltkrystaller på overfladen, som ikke nødvendigvis har skadet den underliggende bund.
• Neddrysning: Hvor aktive salte forårsager neddrysning af farve- og kalklag.

Pudsskader

Pudsskader opstår, når mørtel nedbrydes i forbindelse med forskellige former for transport i murværket (salte, fugt mv.) eller ved mekanisk påvirkning (revnedannelser, rust, håndværksmæssige indgreb mv.). Til pudsskader hører endvidere tilstande, hvor puds- og mørtellag har mistet kontakt til underlag.
Skadernes omfang kan være betinget af mørtlens kvalitet og bearbejdning.
Til pudsskader henregnes tab af materiale (afstødning, afhugning,) nedbrudt mørteloverflade (forvitring) samt i visse tilfælde dårlig kontakt/vedhæftning til underlag.
Pudsskader istandsættes ved reparation med kalkmørtel, fastlægning eller imprægnering.

• Nedbrudt af salte: Hvor pudsen er forvitret i forskellig grad.
• Nedbrudt af andre årsager: Mekaniske skader opstået omkring jernankre, søm eller nagler.
  Rustskader.
  Ukorrekt materialetype.
  Ukorrekt bearbejdning.
• Løstsiddende puds: Hulrum eller dårlig vedhæftning til underlag. Kan ofte ikke bedømmes fra gulvniveau, hvorfor vurderingen må blive en skønssag i hvert enkelt tilfælde.
• Afstødt puds: Hvor mørtel er faldet af/afstødt, og bygningsmaterialet eventuelt er blotlagt

Revner

Revner opstår af mange forskellige årsager, hvoraf de hyppigste skyldes bevægelser i murværket (statiske revner) eller mørtelmaterialets sammensætning og anvendelse (svindrevner). Dertil kommer revner, der er opstået som følge af behandling af murværk - f.eks. isatte ankre, søm eller nagler, der ruster eller brug af mørtelmaterialer, der ikke kan arbejde sammen med oprindeligt murværk og ældre mørtler.
Revner kan resultere i, at mørtel /malebund løsner sig fra underlag, ligesom der undertiden kan ske afstødninger af puds.
Større revner i kalkmaleri udbedres generelt med rene kalkmørtler. Mindre revner kan behandles ved brug af læsket kalk med eller uden tilsætning af tilslagsmateriale (sand) tilpasset typen af revner.

• Overfladiske revner: Revner, som formentlig ikke fordrer udhugning men evt. kun udfyldning med fin mørtel eller kit. Fine revner, som er "støvsamlere", og sædvanligvis "forsvinder" ved rensning.
• Dybere revner: revner, som kræver større reparationsarbejde: udhugning, evt. opbygning af flere lag mørtel . Kan medfører ommuringsarbejder, statiske indgreb m.m.

Revnetyper:
1. statiske: Hvor årsagen skal søges i bygningsmæssige forhold. Belastninger fremkommet ved problemer med f.eks. tagværk, fundamenter eller bygningskonstruktion. Undertiden af en sådan karakter, at årsager må analyseres af sagkyndig ingeniør.
2. mindre sætningsrevner: Revner fremkommet ved de bevægelser, der altid sker i bygningen, men som ikke er problematiske i forhold til bygningens statik.
3. svindrevner: Indhold af bindemiddel (kalk) i forhold til tilslag er for stort. Den form for skader er derfor som oftest opstået under mørtlens optørring/hærdning.
4. netværk: Kan enten være opstået som følge af mangelfuld opfugtning af underlag før påføring af puds eller fordi der er et for stort indhold af bindemiddel i pudsen samt af klimatiske årsager (termodynamik).

Skader i farve-og kalklag

Skader i farve- og kalklag opstår af flere forskellige årsager og optræder altovervejende som afskalning, opskalning eller pulveriseret overflade. Disse skader kan ofte henføres til salte, der bevæger sig fra opløselig til krystallinsk form gennem lagene, hvorved der sker nedbrydning og afskydning af materialet. Dertil kommer mekaniske skader påført kalkmalerierne under afdækning i form af eksempelvis hug- og slidspor fra det anvendte værktøj. Endelig kan kalkmaleriernes udtryk forstyrres af efterladte kalklag på overfladen (mangelfuld afdækning) eller partiel overkalkning af malerierne (f.eks. ved uhensigtsmæssig beskæring).
I forbindelse med skader skelnes der mellem aktive og mekaniske skader. Aktiv nedbrydning kræver konserverende (bevaring af materialer) behandling, medens ikke aktive skader (mekaniske) kan have betydning for maleriets visuelle udtryk og derfor stadig kræver istandsættelse i form af restaurering (retouchering/farveudbedring mv.).
Løse kalk- og farvelag skal fastlægges, nedbrudte overflader skal imprægneres og æstetiske mangler bør udbedres i henhold til problemets karakter. Til alle processer anvendes så vidt muligt reversible materialer og metoder, hvilket betyder at de anvendte materialer kan fjernes og/eller maleriet kan genbehandles.

• Afskalning af farvelag: Afskallet ind til kalk- eller pudslag
• Opskalning af farvelag: Hvor farvelag sidder løs i flager uden at være faldet af, eksempelvis som følge af saltpåvirkning.
• Afsmittende farvelag: Når farvelaget er pulveriseret og/eller ikke er vandfast. Dette kan være en oprindelig tilstand , men kan også være sket senere som følge af saltpåvirkninger.
• Af- og opskalning af kalklag: Som ovenfor, men i kalkbunden.
• Mekaniske skader:
  Afdækningsskader (mærker efter afdækningsværktøj),
  Ridser fremkommet i forbindelse med kirkens brug (inventar placering, hærværk).
  Slitage som følge af rengøring eller berøring - f.eks. ved opgange til prædikestole, ved orgelpulpiturer, trappeopgange, stolestader etc.
  Graffiti.
  Andre skader opstået som følge af installationsarbejder (f.eks. elektriske installationer eller ophæng til inventar).
• Krakeleringer: Netværk af smårevner i farve- eller kalklag som følge af udtørring, for stærkt bindemiddel m.m.
• Pigmentændringer: Omdannelser af f.eks. bly- og kobberpigmenter, afblegning eller svag gengivelse af farven (sidstnævnte er kun angivet, hvis det er karakteristisk for maleriets generelle tilstand).
• Overkalkningslag: Hvor afdækning har været mangelfuld, og sekundære kalklag er efterladt på maleri og baggrund.
• Delvis overkalkning af maleri: Hvor der f.eks. i forbindelse med kalkning af tilstødende væk, er kalket ind over maleri.

Misfarvninger

Misfarvninger kan opstå, når urenheder fra maleriernes underlag transporteres til overfladen. Misfarvninger optræder ofte i forbindelse med fugtskjolder eller saltaflejringer - ofte i form af gips - på overfladen. Andre former for misfarvning kan ske, når farveudbedringer i maleri eller toning af kalk med tiden ændrer farve eller eftermørkner. Endelig kan anvendte konserverings- og restaureringsmaterialer være årsag til misfarvninger.
Misfarvninger og eftermørkninger kan være vanskelige at behandle.

• Misfarvning: Urenheder fra underlag, som i opløst tilstand transporteres til overfladen.

• Eftermørkninger:
  Retoucher
  Opmalede og rekonstruerede partier
  Bundbehandling (f.eks. gulning af reparationer)
  Konserveringsmaterialer (f.eks. fastlægningsmateriale, imprægneringsmiddel)