Søgning HjemmesidenSkadesleksikon Motivleksikon Projektet Øret til væggen Hjælp
 
 

 

 
 

 

Om hjemmesiden

Kalkmalerierne i Danmarks middelalderkirker viser en enestående billedverden, der stadig befinder sig i de bygninger, hvortil de blev skabt. Malerierne har fortsat en betydning i kirkens liv og indgår som en væsentlig del af vor fælles kulturarv. Mange af disse malerier er imidlertid udsat for nedbrydning, især på grund af de krav til komfort, som har medført ændring af kirkernes rumklima indenfor de senest 150 år.

Formålet med indeværende hjemmeside er at danne et overblik over karakter, niveau og omfang af nedbrydningen af kalkmalerierne. Vurderingerne af maleriernes tilstand beror på en visuel besigtigelse fra gulvniveau eventuelt med brug af kikkert, og er derfor ikke baseret på målbare parametre.

Det understreges, at det kun er et udvalg af kalkmalerierne i de danske kirker, hvis tilstand er vurderet. Af ca. 650 kirker med kalkmalerier i Danmark, som repræsenterer tiden fra o. 1100 op til i dag, indgår på hjemmesiden 327 kirker eller specifikt alle synlige figurative kalkmalerier samt tilhørende ornamentik, der ikke er restaureret siden 1990. Det er Nationalmuseets forhåbning, at siden på sigt vil omfatte alle kalkmalerier i de danske kirker, herunder rent ornamentale udsmykninger, malerier over hvælv samt figurative kalkmalerier restaureret efter 1990. For alfabetisk liste over hvilke kirker, der indgår på hjemmesiden se Liste over kirker.

Informationer om kalkmaleriers tilstand omfatter oplysninger om skadesfænomenerne tilsmudsning, saltskader, mikrobielle angreb, fugtskjolder, revnedannelser, pudsskader, skader i farve- og kalklag samt misfarvninger. For forklaring om hvad skadesfænomener dækker over se Skadesleksikon. På hjemmesiden optræder endvidere relevante oplysninger i relation til maleriernes tilstand, herunder murværk og malebund. Hver kirkes kalkmaleriudsmykning opsummeres i en samlet vurdering af maleriernes tilstand indenfor kategorierne akut behandlingskrævende, behandlingskrævende, mulig behandlingskrævende eller tilstanden tilfredsstillende. For en beskrivelse af hvad de fire kategorier for bevaringstilstand dækker over se Vurdering og anbefaling.

På hjemmesiden er tillige adgang til kulturhistoriske oplysninger for hvert enkelt kalkmaleri, herunder oplysninger om stilart, i hvilket tidsrum maleriet er udført, hvilket værksted maleriet er udført af og endelig en angivelse af motiv. For en forklaring om anvendt motivklassifikation se Motivleksikon. Hver kirkes kalkmaleriudsmykning opsummeres i en samlet vurdering af maleriernes bevaringsværdighed indenfor kategorierne særdeles bevaringsværdig, meget bevaringsværdig, bevaringsværdig og til en vis grad bevaringsværdig. For en beskrivelse af hvad de fire kategorier for bevaringsværdi dækker over se Vurdering og anbefaling.

Den samlede vurdering for maleriers tilstand og samlede vurdering for maleriers bevaringsværdighed er sammenholdt i en anbefaling vedrørende restaureringsindsats indenfor kategorierne højest prioritet, høj prioritet, middel prioritet og lav prioritet. For en nærmere beskrivelse af anbefaling vedrørende restaureringsindsats se Vurdering og anbefaling.

Hjemmesiden vil løbende opdateres, hvorved oplysninger på siden altid er tidssvarende.